Massolino

Giovanni Massolino grundlage Az. Agricola Vigna Rionda, der er blandt Barolos absolutte topproducenter, i 1896. I dag arbejder tre generationer side om side for at skabe nogle af Barolo's største vine. Guiseppe Massolino er mentor og holder et vågent øje med sønnerne Giovanni og Renato Massolino. Giovanni passer familiens 16 ha. store (små??) vinmarker, der alle befinder sig i Serralunga d’Alba området. Renato har tilbragt en stor del af de sidste 30 år i kældrene. Yngste genereration Franco er uddannet ønolog, og har bidraget med en vis grad af ”modernisme”, blandt andet i form af Barriques, og har i det hele taget løftet Massolino op i supereliten. Ankerstenen hos Massolino er uden diskussion familiens Crus Vigna Rionda, Vigna Margheria og Vigna Parafada. Førstnævnte er måske den mest berømte af alle Crus i Barolo. Massolinos Barolo DOCG stammer fra i alt 3 ha., der er fordelt over flere marker. Ca. 20.000 flasker om året er alt, hvad der produceres af denne vin, der lagres helt traditionelt i store fade. I vanskelige år deklasserer Massolino familien vin fra de tre top Crus – og det gør den "almindelige" Barolo forbløffende konstant. Cru Parafada er et step op og med denne vin introduceres en eksotisk rigdom ovenpå den massive rygrad af koncentreret Nebbiolo frugt, struktur og syre. Riserva fra Cru Vigna Rionda er uden tvivl Massolino’s mest berømte vin. Denne mark har haft ry som en af Barolo’s bedste siden 1700 tallet. 1997 årgangen scorede 97 point i Wine Spectator, og er et storslået eksempel på en klasse Barolo. Rig, opulent med masser af nuancer af lakrids, tørrede roser, kokos og blomme på en markant og koncentreret rygrad, der giver den fantastiske udviklingsmuligheder og langt, langt liv på flaske. Massolino er forvænt med både 2 og 3 glas i Gambero Rosso. Både Wine Spectator og Robert Parker giver regelmæssigt Massolino’s vine fra 90 point og opefter. Vores eget Slow Food Danmark satte Massolino blandt Italiens 50 bedste producenter. Så jo, er du til det bedste, der produceres i Barolos Serralunga område, ja så er Massolino familien i dag en af de vigtigste kilder.

Massolino kåret til Winery of the Year 2010 i Wine & Spirits magazine; Hvert år blindsmager Wine & Spirits magazine mere end 10.000 vine, og hvert år udpeger de den producent, som de leverer den bedste og mest stabile kvalitet til prisen. Det er første gang nogensinde at prisen er tildelt en Barolo-producent.